Ingrid var patient på Amtssygehuset i 1992. Fortællingen er en meget personlig beretning om, hvordan hun oplevede at være patient, og hvordan personalet kom helt tæt på livet af hende i en svær og sårbar periode.

 Indlagt på gynækologisk afdeling

I 1992 var Ingrid indlagt for første gang på gynækologisk afdeling. Hun skulle have foretaget en kegleoperation i underlivet, og skulle derefter være indlagt i tre dage på grund af blødningsfarer.

Efter de tre dage skulle Ingrid så til udskrivningssamtale - troede hun. Til samtalen blev hun mødt af en læge, som hverken kiggede op, da han gav hånd, eller havde en forståelse for Ingrids psykiske tilstand. Ingrid blev uden advarsel mødt med beskeden om, at kegleoperationen ikke var gået planmæssigt. Kræften havde spredt sig, og hele hendes livmoder skulle derfor fjernes.

Her brød Ingrids verden sammen. Heldigvis havde hun en sygehjælper med til mødet, som støttede hende.

Ingrid fik at vide, at hun kunne tænke over tilbuddet weekenden over. Sygehjælperen kunne se, hvor rystet Ingrid var, og gav hende tilbuddet om, at hun kunne blive på afdelingen weekenden over. På den måde ville der altid være nogen at tale med, hvis det skulle blive nødvendigt. Men Ingrid tog alligevel hjem i lejligheden, men der gik ikke længe før tankerne blev for meget. Hun vendte tilbage til afdelingen på Amtssygehuset tidligt søndag. Hun blev efter egne ord modtaget med åbne arme, og der stod en seng klar med det samme, samt en sygehjælper til en længere samtale.

Denne sygehjælper sagde til Ingrid, at hun skulle forsøge at komme i kontakt med Bo. Men hvem var det? Ingrid troede med det samme, at det var en psykolog…

 

Lægesamtale med Bo

Der var igen tale om en læge og ikke en psykolog, som Ingrid havde troet. Men han var anderledes end de andre. Han havde ifølge Ingrid en stor forståelse for, hvordan den menneskelige psyke virkede.

Ingrid var stadig i oprør og chok efter den sidste lægesamtale, og udtrykte bl.a. til Bo, at hun hellere ville dø end at miste sin livmoder. Ingrid havde ingen børn på dette tidspunkt, men det havde altid været hendes store drøm. Bo forholdte sig helt roligt til Ingrids hårde udmelding. Han ville tage Ingrids papirer med på konference og diskutere muligheden for endnu en kegleoperation. 

Ingrid både græd, tegnede og bearbejdede den hårde ventetid så godt, som hun kunne. Hun kom efter nogle dage til endnu en lægesamtale med Bo, som efter lidt tid kunne fortælle Ingrid, at de gerne ville give hende en ny kegleoperation. Men der var ingen garanti, for kræftcellerne havde spredt sig.

 

De 6 uger

I de seks uger, der gik, skete der meget for Ingrid, ikke mindst psykisk. Hun havde ugentlige samtale med Bo, samtaler som ikke kun handlede om den medicinske behandling, men i høj grad om Ingrids psykiske tilstand. Ingrid fortæller, hvordan Bo engang sendte hende over i Botanisk Have for, at hun kunne, med Ingrids egne ord, genskabe jordforbindelsen. Gennem de ugentlige samtaler formåede Bo nemlig at åbne op for Ingrids fortid. Bo spurgte engang Ingrid, hvorfor hun selv troede hun havde fået kræft. Ingrid vidste det ikke, men fortiden indhentede hende.

Det vidste sig, at Ingrid var blevet misbrugt af sin far som barn og i de tidlige teenageår. Episoder som Ingrid i samtalerne med Bo havde fortrængt. Men Bo fik Ingrid til at åbne op, samtaler som blev starten på en lang bearbejdningsproces.

Ingrid fortsatte bearbejdningen gennem tegning, skriveri og lange gåture. De seks uger handlede for Ingrid om at bevare sin livmoder. Ingrid fortæller, hvordan hun fastede, hørte beroligende musik, og drak grøn the som skulle have en healende effekt mod kræft.        

 

Operationen

Før operationen havde Ingrid betinget sig, at det var Bo, som skulle operere hende. Og sådan blev det. Ingrid husker tilbage på et plejepersonale med en stor rummelighed og forståelse over for hende som menneske, og den psykisk sårbare situation, som hun befandt sig i.

I løbet af de seks uger, som Ingrid ventede på operationen havde hun som sagt eksperimenteret meget med healende sten. De sten fik hun lov til at have med ind til operationen, selvom man normalvis ikke måtte have smykker, eller lignende på sig. De pågældende sygeplejesker sørgede for, at stenen blev bundet fast om Ingrids hænder, så hun kunne holde om dem selvom hun var i narkose.  Ud over stenene blev der spillet beroligende musik under hele operationen. Den samme musik som Ingrid havde lyttet til i ugerne op til operationen.

 

På den anden side

Ingrid var efter operationen igen indlagt i de obligatoriske tre dage grundet blødningsfare. Efter de dage kom hun til endnu en lægesamtale, hvor Bo sad på den anden side af bordet. Bo kiggede længe på Ingrid, hvorefter kan kunne fortælle at operationen var gået godt. Og endnu bedre, at der ingen kræftceller var se under operationen, som for seks uger siden. En meget usædvanlig hændelse ifølge Bo.

Ingrid blev udskrevet, og det tog hende lang tid at komme sig over det intense behandlingsforløb. Men det var for Ingrid alle anstrengelserne værd. To år senere blev hun nemlig mor til en søn.

En solstrålehistorie fra en patient med et særligt forhold til Amtssygehuset, og i særdeleshed overlæge Bo tilknyttet gynækologisk afdeling.

Selvom forløbet var hektisk og en sårbar tid for Ingrid, så står tiden på Amtssygehuset som noget positivt, og en speciel periode i Ingrids liv.