Inge Stilling havde altid vidst, at hun ville være lægesekretær, og begyndte derfor på en kontoruddannelse i 1969. I 1971 startede hun på Lægesekretærskolen i Aarhus. Efter endt uddannelse fik hun blandt andet arbejde på Aarhus Amtssygehus.

Den 26. november fik jeg arbejde på Skadestuen, Aarhus Amtssygehus. Et vikariat på 20 timer om ugen. Det var et meget spændende job, og meget afvekslende. Der manglede altid sekretærer, så der var rig mulighed for ekstraarbejde, hvis man ønskede det. Dog kunne det også være temmelig hårdt, da der jo på skadestuen kom hårdt sårede patienter ind.

Den 1. august 1991 blev jeg ansat i et vikariat på kirurgisk ambulatorium på Aarhus Amtssygehus indtil jeg blev fastansat den 22. februar 1993. Jeg var blevet separeret måneden forinden, og var så heldig at få en 31 timers stilling. På grund af min nye økonomiske situation, og da jeg var alene med fire børn under 18 år, var det bare med at få så mange timer som muligt. Jeg havde fri hver fredag, og med hensyn til mit familieliv var det fantastisk. Jeg var rigtig glad for dette arbejde, hvor jeg havde mange forskellige typer af opgaver. Senere fik jeg eneansvaret for Kirurgisk Endokrin Klinik (MEK). Her stod jeg for det hele, og jeg var meget glad for mit arbejde. Jeg havde meget travlt, og arbejdede efterhånden mere end de 37 timer om ugen, som jeg efterhånden var nået op på.

Efter arbejdet på Aarhus Amtssygehus kom jeg til Skejby Sygehus, og efter 38 år som lægesekretær har jeg haft min sidste arbejdsdag. Jeg tror ikke nogen vil komme til at arbejde som lægesekretær på den måde, som jeg har gjort. Der er sket meget i de mange år. Fra farvebånd til computer, fra håndskrevne beretninger i flere kopier og opbevaret i mange mapper til at alt foregår elektronisk. Det synes jeg er super godt og et kæmpe fremskridt. Men alt den patientkontakt, som jeg har haft, tror jeg desværre ikke der bliver mulighed for mere, og det har for mig været det mest spændende. Min erfaring er, at jo mere syg en patient er, jo større er taknemmeligheden, når man gør noget for dem. Mange gange kan det være nok bare at lytte til dem.

Jeg møder stadig patienter, som giver mig store knus, hvilket er utroligt dejligt.

Den fulde version erindringen findes på Aarhus Stadsarkiv.