Vera Holst var i over 20 år ansat på Amtssygehusets rengøringsafdeling, og på trods af flere besparelser på området i løbet af årene mindes hun tiden som positiv og med godt sammenhold.
Vera Holst, født Møller, blev født i Kalundborg i 1946. Hun begyndte at arbejde på Aarhus Amtssygehus den 16. marts 1981, hvor hun startede på hovedrengøringsholdet. I 1986 kom hun på Afdeling 80, som var den ortopædkirurgiske afdeling. Denne afdeling flyttede til sidst til Afsnit 60, indtil afdelingen lukkede i 2003.
Kendetegnende for hendes tid på Ortopædkirurgisk Afdeling var det gode sammenhold. Husassistenterne, som rengøringspersonalet hed, var altid med til afdelingens fester og arrangementer, hvilket afspejlede det kollegiale sammenhold på tværs af faggrupper.
I 1999 blev Vera Holst færdiguddannet som serviceassistent. Kort efter, i 2001, nedlagde man rengøringskontoret, og serviceassistenterne blev nu administrativt lagt ind under afdelingssygeplejerskerne. I 2003 lukkede afdelingen, som Vera Holst var ansat på, og hun blev efterfølgende afløser på Afdeling 180, og i en kort periode var hun også på akut herteafsnit. I 2005 blev hun koordinator for serviceassistenterne frem til 2008.
Selvom tiden på amtssygehuset har været omskiftelig, som følge af besparelser og nedlæggelser, har hun været glad for sit arbejde, og hun har taget mange positive oplevelser med sig derfra.