I 1966 startede Mari-Ann Gilberg Rodrigues på sygeplejeuddannelsen i Testrup, og kom i september 1966 til Amtssygehuset. Hun fortæller her, hvordan hendes tre år som sygeplejeelev forløb.

Kravet til sygeplejeuddannelsen var realeksamen / studentereksamen og 1 år i ”huset”.

Jeg var i Schweiz og bagefter stuepige ved direktøren for Schou Sæbehus Fabriker A/S i Charlottenlund.

Der var en række udgifter i forbindelse med at blive sygeplejerske. Det kostede 2325 kr. som blev refunderet under den senere sygeplejeuddannelse. Udgifter til bøger var 350 kr.  Materialer til håndarbejde og beskæftigelsesterapi var på 50 kr. og 30 kr. til dækning af forskellige små udgifter som depositum for nøgler, ekstra betaling for el til radio m.m. og visse transportudgifter, hvor evt. restbeløb ville blive tilbagebetalt. Derudover skulle man også have en elevforsikring, som kostede 10 kr. Vi var 94 piger, der startede i Testrup og vi blev undervist i dansk, regning, fysik, kemi, håndarbejde, gymnastik og grundlæggende sygepleje.

Efter endt eksamen tog 15 af os til Århus Amtssygehus, hvor vi først skulle bestå en psykoteknisk prøve, der skulle vise, om vi egnede os til at blive sygeplejersker.

Søster Grethe på amtssygehuset

Vi skulle bo på hospitalet; der var bopælspligt under uddannelsen. Før vi kom, boede eleverne i gamle værelser 2+2 på sygehuset. Man var netop ved at bygge nye sygeplejeelevboliger i forbindelse med den nye sygeplejeskole. Der var både et lavt og et højt boligkompleks ud mod Tage Hansens Gade. Vi var det første hold, der flyttede ind i den lave bolig, der netop var blevet færdigbygget. Den var på tre etager med ti værelser på hver gang. Der var plads til os alle sammen – 24 sygeplejeelever.

Jeg husker det som noget ganske specielt, da jeg fik taget mål til min uniform og til et skræddersyet mørkeblåt uldslag med rødt fór med Aarhus Amtssygehus’ logo - som på elevnålen – og med navn og nummer i. Desuden var vi det sidste hold, der havde den gamle elevnål. Nålen var i brug fra 1947 til 1967 og blev udleveret i begyndelsen af uddannelsen samtidigt med uniformen, slaget og en blå A5 mappe: ”Århus Amts sygeplejeskole UDDANNELSESBOG for sygeplejeelev”. I indholdsfortegnelsen kunne vi læse om skolens formål, skoleregler og vejledning i brug af bogen.

Forstanderinden på sygehuset var diakonisse, og hed Søster Grethe. Jeg kunne godt lide hende. Hun var en skrap, men dejlig kvinde med en god humor. Jeg var ved søster Grethe et par gange i løbet af min uddannelse. En af gangene var, da jeg på afd. 40 stod i den ene ende af et langt køkken og kastede en sodavandskapsel igennem køkkenet og lige ned i en skraldespand under højlydt jubel. Det larmede for meget, så jeg blev sendt op til søster Grethe. Søster Grethe syntes, det var sjovt og godt kastet, og hvis min latter var som den var, var der jo ikke noget at gøre ved det. Første gang jeg havde min mand med i kantinen, blev der helt stille, og søster Grethe tabte kniv og gaffel på gulvet. Pling, sagde det. Alle kiggede. Jeg vinkede tilbage og sagde:

” Det er min forlovede, han kommer fra Indien! ”.

Ud over søster Grethe var der 4-5 andre diakonisser, der fungerede som afdelingssygeplejersker. Forstanderinden for sygeplejeskolen hed Frk. Hove. Der var en god ånd, og vi lærte også en masse om moral, etik, empati og pli.

Den første tid

Vi havde det godt. Det, at vi skulle bo der, gav et godt sammenhold. Fællesskabsfølelsen var stor og anderledes, blandt andet fordi vi boede på sygehuset og var en del af sygehuset. Der var gode muligheder for at hjælpe hinanden med studiet; at støtte i svære situationer, når der var sket noget alvorligt på afdelingerne, og det sociale netværk var fantastisk. Super moderne værelser var det vel også for dengang. Vi elevkammerater ser stadigvæk hinanden hvert femte år.

Vi fik hver vores værelse på vel 12 m². Der var en soveottoman, der hang på væggen; en lille reol, hvor alle vores røde sygeplejebøger stod; et skrivebord med stol; en læne / hvilestol og en dejlig bred vindueskarm. Vi kunne sagtens være 10-15 elever og hygge sammen på værelset, fordi vindueskarmen var så bred, og mange kunne sidde der. Der var en entre til hvert værelse med toilet / bruser til den ene side og håndvask til den anden samt skydedør ind til selve værelset. Der blev gjort rent på værelserne, så vi måtte ikke have tæpper på gulvene og ingen andre møbler.  Ellers var der et fælles køkken og et fælles vaskerum på hver gang. I kælderen var der tøjdepot. Der var en væg, med en halv meter fri op til loftet. Væggen bestod af en masse små skabe med låger med lås. Her havde vi hvert vores nummererede aflåste skab med en åbning på den anden side af skabet ind til tøjdepotet, hvorfra der blev lagt uniformer, sengetøj og håndklæder. Af og til slog det ikke til, så jeg fandt ud af, at jeg kunne kravle over og hente ekstra forsyninger.

Vi fik løn under uddannelsen. En af mine elevkammerater mener, det var 900 kr. Hvis vi ville spise i kantinen, havde vi et kort til en hel måned, som vi stemplede i en hulmaskine inde i kantinen, hver gang vi spiste et måltid, og det blev så trukket automatisk fra lønnen. Du kunne godt have en gæst med, - så stemplede du bare en ekstra gang. Vi kunne ikke betale for maden med kontanter.

Hver faggruppe havde deres uniform. Faktisk var det lidt smart, da du lynhurtigt kunne se, hvem der var hvad. Alle sygeplejerskerne var i hvidt med kappe på hovedet, - oversygeplejersker, sygeplejelærer og forstanderne havde desuden lange ærmer. Sygehjælperne var i en mørkeblå kjole med hvide forklæder; rengøringspersonalet var i mælkedrenge-stribede kjoler, og sygeplejeelevernes uniform var en lyseblå kjole og hvidt forklæde.

Det tog lidt tid at få samlet uniformen. Ofte gjorde vi det om aftenen, og det var klogt at have ekstra sikkerhedsnåle. Kjolerne blev knappet med hvide knapper. Knapperne havde et øje på bagsiden. For at holde knappen på plads brugte vi nogle små spænder, der lignede minihårspænder. Hvis de blev væk kunne en lille sikkerhedsnål bruges. Rundt i halsen på kjolen skulle der sidde en hvid flip med hulsøm. Man så gerne, at vi syede den på hver dag, men vi brugte i stedet tre sikkerhedsnåle. Flippen skulle samles foran med elevnålen. Flippen var så stiv, at vi alle var mere eller mindre hudløse på halsen. Det hvide forklæde havde tre knaphuller. Det blev også samlet med knapper ligesom kjolen eller til nød tre sikkerhedsnåle. Forklædet blev krydset på ryggen. På benene skulle vi have nylonstrømper på året rundt. Var der søm i, skulle denne sidde lige. På fødderne skulle vi have lukkede sko (hvide eller brune) med officershæl. Vi skulle alle købe et skræddersyet mørkeblåt uldslag med rødt fór med logo, navn og nummer i. De var praktiske, når vi skulle fra den ene bygning til den anden ude på sygehusets terræn. Det var ikke tilladt bare at tage en trøje eller frakke over uniformen.  Der var stil over det. Det så pænt ud, når vi alle sammen var ens, og jeg var stolt og glad for min uniform.

Tiltaleformen var De og for mit vedkommende Frk. Gilberg; senere Fru Rodrigues.

En af de første opgaver, vi fik, var at sy en klokkestreng til én af de elever, der snart blev færdige som sygeplejerske. Vi havde 3 uger til at brodere og montere den i. Det var dødssygt, fordi der var en deadline, og vi samtidig skulle læse en masse, men alligevel en sød tanke, og jeg håbede da, at jeg selv ville få en engang. Det fik jeg, og jeg har den endnu. Da Diana, vores datter, blev færdig som sygeplejerske, lavede jeg også en til hende.

Efter 2 måneders veloverstået forskole blev der holdt en sammenkomst, hvor vi en efter en fik sat kappen på hovedet af Søster Grethe. Det var meget stort. Kappen skulle sættes fast med hvide hårnåle, som vi købte i Schous Sæbehus.

Man forlangte af os, at vi skulle være voksne og ansvarsfulde, når vi var på hospitalsafdelingerne på Århus Amtssygehus, ved hjemmeplejen og på de andre 4 hospitaler, der også hørte med til uddannelsen, Gigtsanatoriet Hans Jansens hjem, Fødselsanstalten i Jylland ”F.I.J.”, Odder Sygehus og Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Razzia på sygehuset

I fritiden var vi under administration, dvs. at vi ikke måtte have mænd på værelserne efter kl. 22. Vi havde det dog bedre en eleverne på Kommunehospitalet, for der sad en fast vagt. Vores bygning var en lukket bygning. Hvert værelse havde en dørtelefon, der var forbundet til en telefontavle i forhallen, men det var også muligt at ringe til den fra omstillingen, hvis du f.eks. havde sovet over dig. Vi skulle også opføre os ordentligt ude i samfundet. Hvis hospitalsreglerne ikke blev overholdt, blev du bortvist fra uddannelsen.

Forstanderindens kontor havde universalnøgler til alle værelserne. Engang i 1968 bestemte de sig for at holde en razzia for at se, om der var overnattende mænd på værelserne. De gik to og to og startede samtidig på alle gangene, så vi kunne ikke nå at advare nogen. De fangede en mand i elevatoren. Det var faktisk vores elevrådsformand, der fangede ham, så hun blev rigtig upopulær. Manden var schweizer og forlovet med en af sygeplejeeleverne, så hun fik lov til at fortsætte uddannelsen, men skulle flytte ud af elevboligen og over til de færdiguddannede sygeplejersker, der boede på hospitalet. Det var heldigvis den weekend, hvor jeg var på Lolland for at besøge min forlovede.  I elevboligen boede jeg på stueplan, og han blev ret ferm til at springe over muren.

I 1968 fik min forlovede og jeg tilbudt en lejlighed. For at få denne var det et krav, at vi skulle giftes indenfor 3 måneder. Jeg måtte til samtale med Søster Grethe og frk. Hove ” … om jeg var kommet i uføre? ” Det var jeg ikke, men vi havde fået en lejlighed. Jeg måtter lave 2 skriftlige ansøgninger:

1) At få lov til at flytte fra hospitalet.

2) At få lov til at færdiggøre min uddannelse som gift elev.

Begge blev bevilget.

Jeg havde én uges nattevagter og én uges aftenvagter efterfulgt af en vågeferie på tre dage + en feriedag. Hér blev vi gift, og min daværende afdelingssygeplejerske på afd. 120, Søster Petrea, gav os en tesi med holder i sølv i bryllupsgave.  Mine elevkammerater (iført fuld uniform) lavede en æresport uden for kirken.

På afdelingerne var vi meget ansvarsbevidste, pligtopfyldende og ydmyge - Vi skulle være tilstede, nærmest usynlige, og vi skulle allesammen ligne hinanden. Vi skulle gøre som der blev sagt uden diskussion. Det var så svært engang imellem og så måtte man jo stå skoleret.

Jeg husker en episode som førsteårs elev:

Der var stuegang, og inden da havde vi været rundt og glatte alle sengene, hvori patienterne så lå stive som et bræt og ventede på stuegangen. Den blev ført an af overlægen, et par yngre læger, et par medicinstuderende, afdelingssygeplejersken og et par sygeplejersker - et helt optog - der kunne sagtens være ti personer på sådan en stuegang. Journalerne var i en lille vogn, som de trak med rundt. Når stuegangen nåede til en patient spurgte lægen sygeplejersken:  ” Hvordan har patienten det så i dag? ” Eleven havde under stuegangen gangvagt. Midt under stuegangen kom en yngre cigarrygende læge og bad mig om at holde hans cigar, imens han deltog i stuegangen. Så stod jeg dér på gangen med en rygende cigar. Hver gang flokken kom ud fra en stue for at gå ind på den næste stue, gemte jeg cigaren bag ryggen.

Vi arbejdede 44 timer/ugen. Havde mange delte dagvagter, det vil sige dagvagt med et par timers fri indimellem. Når vi havde aften/nat, var det med én uge i aftenvagt og én uge i nattevagt efterfulgt af tre fridage = vågeferie. Vi gik på afdelingerne og lærte praktikken, og det man senere kalder videnskabsteori, som jo bare var en del af hverdagen. Vi tog praktiske prøver og eksaminer og lavede plejeberetninger på hver afd. Så var der første og anden læsekursus, der hver tog et par måneder, med efterfølgende eksamen. 

Da vi blev færdige som sygeplejersker 31. august 1969, fik vi ud over klokkestrengen og vores eksamensbevis en lille grøn Florence Nightingale porcelænslampe til fyrfadslys.

Min far, Kredslæge Aage Gilberg, holdt en takketale på vegne af forældrene. Bagefter var der kaffebord. Min ægtefælle og jeg sad sammen med mine forældre og overlæge Peder Linnet- Jepsen.

Skrevet af:

Mari-Ann Gilberg Rodrigues, elev på Århus Amtssygehus fra 1. september 1966 - 31. august 1969.