Tidligere sygeplejerske Mette var ansat på afdeling 80, som blev oprettet som infektionsafdeling. Selvom tiden som nyuddannet sygeplejeske var travl, bød årene på mange sjove og uforglemmelige stunder.

Om afdeling 80

Afdeling 80 blev oprettet af Bent Barfoed 1-1,5 år før Mette startede som sygeplejeske på afdelingen. Efter Mettes ord blev afdelingen oprettet, så patienterne ikke kun skulle se personale iklædt huer, gule kitler og mundbind. Man kunne, med Mettes ord, undgå at være de sidste, som skulle have morgenmad, noget som før altid resulterede i kolde æg og kold øllebrød.   

Afdeling 80 blev oprettet som almindelig afdeling. Der blev etableret en operationsafdeling i den ene ende, samt opvågningsstuer og sengestuer i den anden ende. På den måde kunne man være på afdelingen hele tiden. Afdelingen havde plads til 25 patienter, og den var altid fyldt op. Der var normalvis seks læger tilknyttet afdelingen. Tre af dem havde med mave-tarm-systemet at gøre, og gik gik under navnet ’bløde læger’. Og så var der de ’hårde kirurger’, som havde med knogler og skeletter at gøre.  Forholdet til lægerne husker Mette som godt, tillidsfyldt, og ikke mindst humoristisk. Der var i løbet af en dag flere sjove stunder. Når der var stuegang var der specielt én læge, som råbte: ”Kom alle mine haremskvinder”, fordi plejepersonalet jo altid var iført huer og mundbind, når der skulle pakkes sår op.

En anden læge kunne også råbe: ” Byldemor og byldefar, jeg er klar til stuegang”. Udtryk som i høj grad siger noget om det humoristiske miljø, man kunne finde på afdelingen. De ansatte havde på den måde et rigtig godt forhold til hinanden. Men som alle andre afdelinger, stod man også i trælse situationer, eksempelvis når patienter døde. Men man havde en stor tillid til hinanden, og man vidste altid, hvornår man skulle sige ’fra’.  

Afdelingen havde alle typer af infektionspatienter, personer i alle aldre, sårpatienter og eks. patienter med dårlig reguleret sukkersyge, som havde fået amputeret arme eller ben. Særligt mindes Mette de helt unge patienter, mænd som var kørt galt på motorcykel. En patienttype som der altid var flere af ad gangen på afdelingen. Her skulle plejepersonalet både passe de hælende sår, samt yde psykisk hjælp, når der var brug for det.

Blandt de ansatte var der en særlig stemning, på Amtssygehuset var de de første sygeplejesker, som kunne gå i buksedragt, som var mærket i orange. På den måde kunne man altid se, at man tilhørte Afdeling 80. Selvom tøjet var anderledes var forholdet til sygehusets andre sygeplejesker ikke mærket af det, for ”det var jo sådan det var”, udtrykker Mette.

Plejepersonalet på Afdeling 80 havde også eget omklædningsrum med bad, hvor der altid var shampoo og håndklæder til rådighed. Det var lidt luksus, men så var der heller ingen undskyldning for ikke at holde hygiejnen ved lige. 

 

Det tætte patientforhold  

Mette husker afdelingen som en lille familie, noget som altid kunne mærkes. Men det var altid hårdt at have med de helt unge patienter at gøre, eks. unge mænd som var kørt på motorcykel eller lignende. Men det var også kun noget, som gjorde sammenholdet på afdelingen stærkere.

Det tætte og familiære forhold til patienterne var noget som smittede af på stemningen. Om sommeren var det et sikkert hit at få serveret tidlig morgenmad, og så blive kørt ned på terrassen nedenfor medfulgt af sodavand, kander med saft og tisseflaske. Så kunne patienterne ligge der på stribe og blive nøddebrune kun iført underhyler og forbindinger. Det var selvvalgt om man ville op til frokost, det ville de normalt ikke. Så det blev sommetider råbt ud af vinduet: ”Ska’ i snart ha’ mad”, hvorefter det lød tilbage: ” Ja tak, 4 af dagens”… 

Solcreme var ikke noget man tænkte over. Der var dog parasoller, man kunne køre patienter hen under, hvis solen blev for varm. Ellers kunne man jo bare trække dyne eller lagen henover kroppen. Om eftermiddagen blev der så serveret kaffe og kage- ”Det var jo simpelthen Bay Watch det hele”.

Det skete også, at weekendens aftensmad var kedelig og uinspirerende. Mette fortæller, at personalet så hurtigt kunne få stablet en grillfest på benene. Så gik aftenvagterne rundt til sengene og bestillingssedlen fra Grillkiosken på hjørnet af Viborgvej og Ringgaden, hvorefter personalet kunne hente 13 halve grillkyllinger med dertil hørende pommes frittes og remoulade. Poserne blev båret ind på stuerne, og så var der grillfest!    

”Personalet kendte jo hinanden rigtig, rigtig godt”.

 

På værtshus i Skolegade

En sjov historie som Mette husker er, da hun med en kollega endte på værtshus med en ung patient.

En ung fyr, som sad i kørestol efter et styrt på motorcykel, kunne ikke noget som helst, hverken komme frem eller tilbage. Hans største ønske var at komme en tur på værtshus. Dette resulterede derfor i, at Mette og kollegaen Hanna bestilte en sen taxa fra Afdeling 80 til Skolegade. Turen endte på Hvalrossen, her kunne en kørestol nemlig komme ind uden større problemer. Mette og Hanna havde dog tissekolbe med, fordi toilettet var for småt til en kørestol. Men det kunne jo nemt klares under bordet, når behovet opstod.

Der blev spillet terninger og drukket øl i stor stil. Der var kun et problem. Da klokken blev 2 om natten og den lille flok blev træt, kunne man ikke møde op på afdelingen. Hvad gjorde man så? Man bestilte endnu en taxa til Mettes lejlighed, et moderne byggeri med elevator. Men det var begyndt at sne, så turen tilbage til lejligheden var ikke let med en kørestol, men den lille flok klarede det med grin og godt humør, fortæller Mette. I lejligheden stod det på et lille hvil, inden det gik tilbage til afdelingen før stuegang.

De kom sikkert tilbage på afdelingen, og alle havde haft en god oplevelse. Amtssygehuset kunne danne ramme for lidt af hvert. 

 

Nye tider

Mette var som sagt tilknyttet afdelingen som ansat i godt 2 år, men med personaleændringer varslede nye tider. Kulturen blev ændret en smule. Det var tid til at prøve noget nyt. Noget som mange nyuddannede sygeplejesker sikkert kan genkende. Men en ting er sikkert, Mette vil altid mindes tiden på Amtssygehuset med et stort smil, et sted ,hvor der altid var en god stemning.